0

Handel i østjylland i gamle dage

Handel i østjylland i gamle dage

Østjylland fremstår som en udpræget ligevægtsregion, hvor købstædernes opland ganske tæt fulgte den formelle, privilegerede oplandsdeling. Der var ikke tale om noget altdominerende landsdelscenter, men det kan forsvares at hæfte betegnelsen på Århus på grund af, at byens opland i overensstemmelse med privilegierne var geografisk størst. Mere rammende er det dog at sige, at det øverste lag af tilbud handel bestod af fem købstæder, der alle var kendetegnet ved, at de måtte dele mange sogne med andre byer: Århus (13 sogne), Randers (11), Grenaa (6), Ebeltoft (7) og Horsens De sidste fire var naturlige regionscentre, selv om det så må medgives, at Horsens, Grenaa og Ebeltoft ikke sprængte deres opland, men byerne havde alligevel stor omsætning på grund af den rige landbrugszone.

Taberne kan inddeles i store og små: Kolding var en lille taber, for byen holdt kun fast i nogle af sognene i dens indre cirkumferens, men ikke tilnærmelsesvis i det ydre handel læbælte, det gamle Koldinghus Len. Koldings reelle kornhandel er dog med sandsynlighed undervurderet, fordi der næppe indkom tilstrækkelige informationer fra omegnens mange selvejerbønder. En anden taber var Vejle. Som forklaring på den ringe tilførsel til denne by fremføres fra byen, at den var omgivet af besværlige veje. Borgmester johan Linnemann havde ikke engang kunnet få sit husbehov dækket af handel bønderne, så ringe havde det været.

Fremmede købmænd og sønderjyske skippere

I 1793 fremstod byen som et næsten værgeløst offer for fremmede købmænd og sønderjyske skippere, der sad på 68 pct. af byens udførsel. Fredericia præsterede en vis ekspansion ind i Middelfarts og Vejles opland, men det gav ingen stor omsætning. Den største taber var tilbud på handel i Skanderborg, der blev klemt mellem Århus og Horsens. Der var ingen kornhandlere i byen, så “enhver bestiller hos bønderne, hvad han til sin egen fornødenhed behøver”. Konklusion: Århus kan udpeges som landsdelscenter, men Grenaa, Ebeltoft, Horsens og sikkert også Kolding fremstår som regionscentre (samt Randers, der med lige så god ret kunne behandles under denne tilbud på billig handel region). Vejles centralitet var derimod stærkt svækket.

Rudkøbings købmænd holdt sig til Langeland, men selv om de tabte terræn til Marstalskipperne på sydøen, hentede de stadig meget korn overalt på øen. Taberne i 1762 var Middelfart og Kerteminde. Middelfart vandt dog det tabte ind igen i 1790`erne, da postmester og købmand Brandt opererede i flere østjyske byer med opkøb af nogle tusinder tønder korn om året. Kertemindes kornhandlende nærmest klyngede sig til Fyns Hoved i 1762, trængt fra alle andre sider.

Skipperne i Stige

Byen handlede dog ifølge indberetningen mest med byg og malt, men fik i det hele taget en grusom salve fra byfogeden, der redegjorde for, hvordan ingen af byens købmænd kunne måle sig med deres kolleger i nabobyerne. Eller for den sags skyld med en eneste af tilbud på handel med billig salg fra skipperne i Stige. Ikke en af dem kunne handle kontant. Også her vandt købmandshandelen frem, og fra byen blev udskibet 9.300 tdr. korn i første halvår af 1793. Konklusion: På trods af de mange anslag mod privilegiesystemet bevarede de fynske købstæder en høj grad af centralitet, om end det skete under pres fra skipperne fra Odense Fjord og Ærø. Odense og Svendborg fremstår som deciderede tilbud fra landsdelscentre og Assens, Fåborg og Nyborg som regionscentre.



Postet by ErikOlesen via AdSet linkbuilding network