0

Handel på Lolland og Falster i gamle dage

Lolland og Falster

Intetsteds i landet var købstædernes økonomiske centralitet så gennemhullet som på Lolland og Falster. På den ene side var de klemt af fiskerlejerne og bøndernes handelsrettigheder, som aldrig blev helt knægtet. På den anden side var de geografisk nærmest lukket inde, på Lolland omspundet af massive godskomplekser – på hvis birketing tilbud og handelstvister skulle afgøres – og på Falster endog af det store krongods. Indsatsen for at henvise bønderne til den “rette plads” i arbejdsdelingen kan føres tilbage til 1440’erne. I to fællesprivilegier for Lolland stræbte Christoffer 3. efter at placere købstadstorvene som de eneste tilladte omsætningssteder. Den almindelige torvetvang gik hånd i hånd med forbud mod ulovlige havne, forprang og bøndernes handelssejlads. Det hed sig, at tiltagene var udløst af klager fra borgerskabet.

Men de rummede for høje ambitioner, og i 1454 blev der slået en flig af totalforbuddet, da bønderne fik lov at drive handelssejlads på særlige årstider. I 1460 fik bønderne på Lolland kongebrev på, at de måtte sejle til Tyskland med egen avl, og i 1488 gav dronning Dorothea rostockerne lov til at besøge fiskeriet og gøre handel ved Lolland, Falster og Møn. Øerne i Smålandsfarvandet, Fejø, Femø og Askø, blev holdt helt uden for købstadstvangen og fik i 1550 lov til at sejle til Tyskland for at sælge og købe til deres husholdningers fornødenhed.

Bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn

Købstædernes centralitet blev underbygget lidt efter lidt. I 1514 var det løbekræmmernes handel på landet og tyske købmands nedsaltning af sild på Møn, i Stevns Herred og på Lolland og Falster, der blev forbudt. I 1516 skred Christian 2. til et forbud mod, at bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn sejlede til Tyskland med eget skib og egne varer, derimod måtte de gerne sejle til indenrigske købstæder, så de sejlende bønder beholdt for så vidt en fri plads uden for torvesystemet. Men hermed havde man slået hovedet mod loftet, for dette var selvfølgelig uholdbart.

I 1526 gav Frederik 1. derfor igen bønderne lov til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Denne ordning blev indskærpet flere gange, frem til da Frederik 2. i 1578 indskrænkede bøndernes ret til at sejle med korn til Tyskland til kun at være tilladt i perioden 11. november til 2. februar samt 1. maj til 15. august, men de andre varer måtte de gerne sejle med hele året. I 1585 bragte beklagelser fra “menige kiøpstedsinend udi vore lande Lolland och Falster” sagen frem på ny. Det var endnu et udtryk for, at købstæderne aktivt fulgte op på krænkelser af deres privilegier, men sagen viser også, at kongemagten stadig søgte et kompromis mellem at holde købstæderne ved magt og tage det fornødne hensyn til bøndernes ældre handelsrettigheder.

Forbud mod handel i havne

Det blev nu til, at al handel i udhavne blev forbudt bortset fra:

  • Handermølle, Gammelhavn og Soesmarke Havne i Musse Herred
  • Rødby, Selstofte og Bandholm Havne i Fuglse Herred
  • Albuen, Egholm og Blands Havne i Lollands Sønder Herred
  • Tårs og Egholm Havne i Lollands Nørre Herred
  • Guldborg og Gåbense Havne i Falsters Nørre Herred
  • Gedser Havn i Falsters Sønder Herred

Nogle af disse havne – idet mindste Gammelhavn, Blands og Egholm – blev forbudt i midten af 160o-tallet, og andre blev kortvarigt åbnet, men bønderne på Falster og Lolland beholdt i store træk deres gamle tilbud og friheder.

De lovlige havne uden for købstæderne

Et halvt århundrede senere – i 1634 – var der igen opstået så stor uenighed mellem “Borgerne og Bønderne” på Lolland og Falster, at kongen i et nyt åbent brev gentog bestemmelserne om eksportperioder; han tillod import til egen husholdning med undtagelse af øl og vin samt gav en oversigt over de lovlige havne uden for købstæderne. Blev bøndernes merkantile zone til vands således udvidet eller i det mindste fastholdt, blev den imidlertid beskåret til lands, idet hele fem landmarkeder i disse år blev flyttet til købstæderne, i første omgang efter et initiativ fra borgerskabet i Maribo i 1633.

Set i dette lys er det logisk, at købstædernes oplandsstrategier forekommer defensive og parerende, også selv om de på overfladen tog sig offensive ud. Det belyses blandt andet af, at den eneste begunstigelse, Nysted fik, var tildelingen af det tidligere marked i Olstrup i 1636. Byens held bestod i, at den på trods af dårlige havneforhold dog lå lidt ugeneret i det sydøstlige hjørne af Lolland, og byen fik på den konto i 170o-tallet et handelsliv, der kun blev overgået af Nakskovs.



Postet by ErikOlesen via AdSet linkbuilding network